Stenalderpigen Lola havde mørk hud og blå øjne

 

Det hænder, at små undseelige arkæologiske fund rummer den største fortælling. Dette er historien om, hvordan en 5700 år gammel klump tyggegummi af birkebeg rummer DNA fra den kvinde, som gumlede på tyggegummiet.

For første gang i historien har DNA-forskere udtrukket et komplet genom og kortlagt arvemassen hos et menneske, som levede da landbruget kom til det område, vi i dag kalder Danmark, og hvis forfædre var de jæger-samlere, som havde boet der i årtusinder.

Det kan allerede afsløres, at Lola, som vi kalder hende, var en pige eller en kvinde, som så meget anderledes ud, end vi gør i dag. Meget tyder på, at hun var mørk i huden, havde blå øjne, og mørkebrunt hår. I tyggegummiet var også DNA fra det seneste måltid hun havde spist.

Fortællingen bygger på samtaler med Dr. Hannes Schroeder og Theis Trolle Jensen fra Sektion for Evolutionary Genomics på Biologisk Institut ved Københavns Universitet samt ph.d. Søren Anker Sørensen fra Museum Lolland-Falster. De har netop har publiceret deres resultater i det internationale videnskabelige Nature Communications.

 

 

Om projektet

Fortællingen bygger på samtaler med de forskere, som netop nu har publiceret deres resultater i det internationale videnskabelige tidsskrift Nature Communications. Projektet ledes af Dr. Hannes Schroeder og Theis Trolle Jensen fra Sektion for Evolutionary Genomics ved Københavns Universitet, der i samarbejde har undersøgt DNA’et i begklumpen. Arbejdet blev udført i forbindelse med Theis Trolle Jensens dobbelt Ph.D projekt (Københavns Universitet og University of York) og det er finansieret af EU (ArchSci2020) samt en fondsbevilling til Hannes Schroeder. Det er sket i samarbejde med forskningskoordinator og ph.d. Søren Anker Sørensen fra Museum Lolland-Falster og en række andre forskere. Søren Anker Sørensen er arkæolog og en af Danmarks førende eksperter i jægerstenalderen og landbruget indførelse i Danmark.

 

Rekonstruktionstegning, Tom Björklund

Tyggegummi manede Lola frem

 

Begklump

Engang i Stenalderen sad Lola ved en strandbred og tyggede på en klump birkebeg. Vi skal 5700 år tilbage i tiden; en kulstof 14 datering af begklumpen afslører, at det skete i tidsrummet mellem 3850 og 3650 før vor tidsregning. Selv om dateringens usikkerhedsmargin er næsten 200 år, så er den ret afgørende, men mere om det senere.

Bag hende strakte et fladt skovklædt landskab sig; vi kender det i dag som Lolland. Foran hende, så langt øjet rakte, lå en lavvandet lagune. Den hedder i dag Syltholm Fjord, er indæmmet og ligger øst for Rødbyhavn.

Kvinden havde lige spist kødet fra et par gråænder og en håndfuld hasselnødder. Nu var hun mæt og gav sig til at tygge på et stykke birkebeg. Efter et stykke tid spyttede hun det ud i vandet.

En dag i 2015 dukkede den lille klump beg op i en arkæologisk udgravning. Det var arkæologer fra Museum Lolland-Falster, der fandt den. De gravede i den tørlagte fjord forud for byggeriet af det tunnelanlæg, som skal forbinde Danmark og Tyskland, og som skærer gennem fjorden.

Mere end 5700 år var gået, siden klumpen forlod kvindens mund. Hun var for længst død og borte, men alligevel bragte den på en måde kvinden til live igen.

Det var Theis Trolle Jensen, som mente, at den lille klump beg kunne indeholde rester af DNA. Han deltog i den arkæologiske udgravning og kendte til lignende klumper fundet i Sverige. De er fremstillet af tjære udvundet af birkebark, og de er slet ikke så sjældne. Den gråsorte birkebeg bliver flydende, når den varmes op og størkner når den bliver kold. I stenalderen blev det brugt som lim til at fæstne blandt andet pilespidser på pileskafter. Men har altså også været brugt til at tygge på. Der er ingen tandmærker i klumpen, men den er foldet og snoet på samme måde som et godt gennemgnasket stykke tyggegummi. Noget der sikkert har renset tænderne, men også virkede som et mildt antiseptisk middel.

Et 5700-årigt mundskrab

Måske tyggede Lola på klumpen for at gøre den blød og smidig og samtidig rense munden. Tjæren i begklumpen dræber nemlig bakterier og netop den egenskab var med til at bevare DNA’et i hendes spyt og forsegle det i klumpen. Hvordan det smagte ved vi ikke, men nogen hævder, at det smager ligesom skråtobak.

Helt sensationelt fandt forskerne ud af, at man ikke behøver knogler fra forhistoriske mennesker for at udvinde deres DNA – en lille klump beg rækker. 

Theis Trolle Jensen forklarer, at tyggegummiet fungerede ligesom en af de vatpinde, som genetikere og retsmedicinere i dag benytter til mundskrab. Med en vatpind opsuger man spyt fra mundhulen, som indeholder alt, hvad en genetiker skal bruge for at kortlægge en persons arvemasse.

Fra de spytrester, som var forseglet i klumpen kunne forskerne udvinde ikke blot kvindens DNA, men også DNA fra indholdet i det seneste måltid kvinden indtog, inden hun puttede sit tyggegummi i munden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Urgammel jægerbefolkning

Hannes Schroeder fortæller, at det er DNA fra en kvinde eller en pige, som de har udvundet; hendes alder kan DNA’et ikke fortælle noget om. Han forklarer, at på grund af specifikke mutationer i hendes genom, kan man med nogen sikkerhed kan sige meget om farven på Lolas hud, hår og øjne, selv om det er vanskeligt at være helt sikker.

Lolas hud var med stor sandsynlighed brun og måske meget mørkebrun. Hendes hår var brunt til meget mørkebrunt, og øjnene var blå. Hun var laktoseintolerant, hvilket betød, at hun ikke kunne spalte og nedbryde mælkesukker. Selv DNA fra virus og bakterier var bevaret, og Lola var bærer af en herpesvirus som kan give mononukleose, bedre kendt som kyssesyge, og en særlig streptokok, som kan give lungebetændelse.

Lola tilhørte den ene af de to befolkningsgrupper, som var udbredt i Europa i jægerstenalderen fra istidens afslutning frem til agerbruget blev indført. Hun tilhørte gruppen af vestlige jæger-samlere, som var udbredt i Vesteuropa. De kendes fra fund i Spanien og på De Britiske Øer. Disse individer ser også ud til at bære samme fænotypiske træk, såsom mørk hud og hår og blå øjne. Interessant er det, at genetikerne ikke observerede nogen tegn på DNA fra hverken østlige jæger-samlere eller fra Centraleuropæiske bønder i Lolas DNA. Hendes arvemasse tilhører altså den vestlige jæger-samler gruppe uden indblanding, forklarer Hannes Schroeder. Det er interessant, da hun levede i en periode, hvor landbruget var kommet til Danmark, men genetisk set, lignede en jæger-samler, indskyder Theis Trolle Jensen. 

Lolas ansigtstræk ligner vores

Hudfarven havde Lolas forfædre bragt med sig, da de forlod Afrika mange tusinde år forinden. Efter istidens slutning for 15.000 år siden bosatte nogle af dem sig i det, som i dag er Danmark. I Nordnorge og Sverige havde de østlige jæger-samlere slået sig ned, og Danmark ser ud til, at have været et grænseområde mellem de to befolkningsgrupper.

Lola har kun sin hudfarve tilfælles med datidens og nutidens mennesker i Afrika syd for Sahara. Selv om arkæologerne ikke har fundet en eneste af hendes knogler og heller ikke hendes kranie, så er der fundet mange kranier fra Danmarks jægerstenalder. Forskere inden for fysisk antropologi, som studerer forhistoriske skeletter, er enige om, at jægerstenalderens mennesker havde europæiske træk. Jægerstenalderens mennesker havde dog meget kraftige muskelfæster og et bredere kæbeparti, end vi har i dag. De har lignet os meget, altså lige bortset fra hudens pigment, hårfarven og en bredere kæbe.

Genetisk er der meget lidt tilbage af Lolas genmasse i folk i nutidens Danmark. Mutationer og indvandringer gennem de seneste 6000 år har blandet godt og grundigt rundt i vores DNA og tilført nye gener, mens andre er forsvundet, men sandsynligvis bærer de fleste i Danmark stadig rundt på en lille smule af Lolas og de vestlige jæger-samleres gener.

Spiste gråænder og nødder

Måske var Lola en af de sidste i Danmark, som levede udelukkende af jagt, fiskeri og indsamling. Hun levede på et tidspunkt, hvor agerbruget var kommet til Danmark. Søren Anker Sørensen er forskningskoordinator for de arkæologiske undersøgelser, der går forud for Femernforbindelsen. Han fortæller, at agerbruget kom til Danmark omkring 3950 før vor tidsregning, altså mellem 100 til 300 år før Lola levede.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men levede hun og hendes bopladsfrænder som jæger-samlere ligesom hendes forfædre, eller levede de som bønder? Den lille begklump indeholdt DNA fra et måltid, som Lola indtog få timer, inden hun tyggede på klumpen. Måltidet havde indeholdt kød eller æg fra to gråænder og hasselnødder. Alt sammen føde fra naturen, som findes i og omkring fjorden, hvor hun levede.

Det virker nærliggende, at Lola levede som jæger-samler; at hun levede af føde, som den vilde natur bød på, men helt så enkelt er det ifølge Søren Anker Sørensen ikke. 

Begklumpen viser et øjebliksbillede. Den fortæller os kun om ét enkelt af de mange måltider, som Lola spiste i sit liv. Og fra et måltid alene kan man ikke sige noget generelt om hendes diæt. Det svarer til at en inkarneret kødspiser spiser et vegansk måltid, og man ud fra et mundskrab konkluderer, at vedkommende er veganer, fordi spyttet ikke indeholder DNA fra dyr. Dagen før kunne Lola have spist kød fra tamdyr og brød bagt af korn, hvis DNA ikke længere kan spores.

Knogler kan afsløre om Lola var jæger-samler

Lola er som en skygge. Vi kender hende kun ud fra hendes DNA, og arkæologerne har ikke fundet en eneste af hendes knogler. Vigtige sporstoffer i knoglerne kunne ellers afsløre mere om Lolas kost. Indholdet af kulstof 13 afslører, om kosten stammede primært fra havet eller landjorden eller den var en blanding. Målinger i menneskeknogler viser, at de jæger-samlere, som Lola nedstammede fra, fik en meget stor del af deres føde fra havet i form af fisk og skaldyr. Derimod viser målinger af de første agerbrugere i Danmark, at de fik deres føde fra landjorden i form af korn og kød fra tamdyr. Også indholdet af kvælstofisotopen N15 kan vise, hvor i fødekæden man befinder sig. Indholdet af N15 fortæller noget om, at jæger-samleres kost indeholder meget animalsk føde, mens agerbrugere har spist mere plantebaseret kost.

Blot en enkelt lille knogle fra Lola kunne afsløre, om hun var blandt de sidste, der levede af jagt, fiskeri og indsamling, som mennesket havde gjort det i årtusinder, eller om hun var blandt de første, der levede af landbrug. En ny livsform, som man enten havde tilegnet sig gennem kontakt med bønder syd for Østersøen eller lært af bønder, som indvandrede og slog sig ned.

Blev de lokale jægere bønder?

Mellem 100 og 300 år før Lola levede, kom landbruget til Danmark. Det skete omkring år 3.950 før vor tidsregning. Der er mange spor efter de første bønder og deres husdyr i Femern-udgravningerne, men hvem var de første agerbrugere? Det forsøger Søren Anker Sørensen at opklare.

En teori går ud på, at den oprindelige befolkning, som Lola tilhørte, havde kontakt med bønder på det europæiske kontinent i flere århundreder. Langsomt men sikkert fik de kendskab til afgrøder, dyrkningsmetoder, husdyr og husdyravl. De blev stille og roligt vænnet til landbruget og optog det, de syntes de kunne bruge, og lidt efter lidt endte de med at gå all in og blive fuldtidsbønder.

Også på Lolland havde jæger-samlere kontakt til bønderne i syd. Arkæologerne har fundet en såkaldt skolæstøkse under udgravningerne i Syltholm Fjord. Den er fremstillet af bønder, som boede i det nuværende Tjekkiet. Om de nogensinde mødte hinanden ved vi ikke, økser kan vandre fra hånd til hånd.

Hvis de lærte at dyrke jorden og holde dyr af bønder syd for, så valgte de frivilligt at blive bønder. Intet tyder nemlig på, at jæger-samlere i Danmark var tvunget til at skifte livsform på grund af svigtende fiskeri, jagt og indsamling. Der var ingen klima- eller miljøkatastrofer, og intet tyder på, at de overudnyttede jagtdyrene.

Kom landbruget med indvandrere?

De nyeste teorier foreslår, at der skete en direkte indvandring af bønder. De kom fra Vesteuropa. Spørgsmålet er, hvor massiv denne indvandring var, og hvad der blev af den oprindelige befolkning. Det er her, at Lola kan yde et beskedent bidrag til at kaste lys over denne overgangsperiode, hvor vi blev bønder. 

De indvandrende bønder slog sig ned for at dyrke jorden samtidig med, at der levede jæger-samlere i landet. Nogen mener, at agerdyrkerne sendte spejdere ud for at undersøge, om det var muligt at slå sig ned; derefter fulgte resten efter og bosatte sig. De to befolkninger benyttede forskellige zoner. Jægerne levede langs kysten, hvor fiskeriet var godt, og hvor de kunne jage i skovene bag kysten. Bønderne slog sig ned på de lette jorder inde i landet. De levede af hver deres og konkurrerede ikke om landet.

Husdyr og afgrøder kom udefra. Hverken får eller geder lever naturligt i Nordeuropa. De nedstammede derfor fra får og geder, som var blevet tæmmet i Mellemøsten. På Femernudgravningerne har man fundet Danmarks hidtil ældste ged, der dateres til 4044 – 3960 før vores tidsregning; en ged, som var meget ældre end Lola. Kornet, som stenalderbønderne dyrkede, stammer også oprindeligt fra Mellemøsten. Det samme gælder tamkvæget. Selv om der levede urokser i det vestlige Danmark, var det ikke dem, de første bønder tæmmede.

Søren Anker Sørensen vil ikke afvise, at fremmede bragte landbruget til Danmark. Mod syd, på den anden side af lagunen, hvor Lola holdt til, ligger kontinentet. Det var derfra, de første bønder kom til landet. Og netop det smalle bælt mellem øerne Femern og Lolland var vejen, ad hvilken de rejste. Her er afstanden over vandet kortest. Her er der landkending og noget at sigte efter, når man satte over med sin kostbare last af sædekorn, geder og kvæg. Hvem ved, om Lola har set nogle af dem komme sejlende.

To livsformer smelter sammen

Hvis der er tale om indvandring, tog det måske nogle generationer før alle var blevet bønder. At blive bonde er ikke noget, man blev fra den ene dag til den anden. Der er en grund til, at landmand er en uddannelse i dag. Det kræver stor viden om jordbund, afgrøder og husdyr. Hvordan holder man dem i live, hvordan udvælger man de dyr, man vil avle på. Hvor jægere skyder og dræber de dyr, de skal spise, må en bonde sikre sig dyr til avl, og bønder spiser derfor ikke deres sidste dyr.

I en tid levede de måske side om side med hver deres livsform. Måske handlede de. Jæger-samlere byttede vildt og fisk for landbrugsprodukter; nok næppe mælk, som de var allergiske over for. Arkæologerne har under udgravningerne fundet fiskegærder, som alle dateres til tiden efter agerbrugets indførelse. Det tyder på, at nogle fortsatte den traditionelle livsform, mens andre måske valgte at tage landbruget til sig, og i løbet af nogle generationer smeltede de to livsformer sammen til en ny og fælles livsform. Var Lola en af de sidste jæger-samlere i Danmark eller havde hun og hendes slægt taget landbruget til sig og levede hun sammen med en af de bønder, som kom til landet. Fremtidig forskning og flere DNA-unders’gelser vil bringe os nærmere et svar på, hvorfor vi blev bønder i Danmark for 6000 år siden.

Krediteringer:

Der skal lyde en stor tak til Femern A/S, European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under grant agreement no. 676154 (ArchSci2020) og VILLUM FONDEN (grant no. 22917)