Havets folk – ca. 5000 f.v.t.

Klimaet fortsatte med at blive varmere. Det sidste store isskjold i Nordamerika kollapsede og førte enorme mængder ferskvand ud i verdenshavet, hvilket resulterede i en kraftig havstigning. Omkring 5000 f.v.t. nåede havniveauet i Østersøen et så højt niveau, at vandet trængte ind i de lavtliggende områder omkring Rødbyhavn. Den store slette mellem Lolland og Tyskland blev oversvømmet. Syltholmfjorden blev dannet.

Her på bredden af fjorden bosatte jægere fra Ertebøllekulturen sig. Indlandet var dækket af den uigennemtrængelige urskov, men her ved kysten var landskabet mere åbent. Det var et rigt land, Ertebølle-jægerne levede i. Havet var fyldt af fisk, skaldyr og havpattedyr. I skovene levede blandt andet kronvildt, rådyr og vildsvin, og der var masser af hasselnødder, bær, frugter og urter. Klimaet var lunt og fugtigt. Sommertemperaturerne var 2-3 grader højere end i dag.

Jægerne fra Ertebøllekulturen flyttede stadig rundt mellem bopladser, selvom territorierne nok var blevet noget mindre, end dengang rensdyrjægerne vandrede omkring. Om sommeren boede man ude ved kysten, mens man om vinteren flyttede længere ind i landet.