Det forsvundne land

I dag ligger området øst for Rødbyhavn godt beskyttet bag det lollandske dige. Men sådan har det ikke altid været. Diget er kun 150 år gammelt. Det blev bygget efter den katastrofale stormflod i 1872, som et værn mod Østersøen. I dag strækker flade strandenge sig så langt øjet rækker. Hvad de færreste ved er, at der flere meter under dette flade land gemmer sig et druknet stenalderlandskab. 

Efter sidste istid udgjorde Lolland – og resten af Danmark – den nordligste del af en kæmpe, landfast slette, som strakte sig fra England i vest til Sibirien i øst og videre til Nordamerika. Vandstanden i havene var på dette tidspunkt 100 meter lavere end i dag, så der var ingen Østersø, intet Vesterhav eller andre af de danske farvande.  

Omkring 5000 f.v.t. begyndte vandstanden i havene at stige. Først blev sletten øst for nutidens Rødbyhavn en sump, men efterhånden som vandstanden steg blev også sumpene oversvømmet. I stedet opstod to lavvandede fjorde, der strakte sig ind i landet, mens småøer skabte en barriere mod Østersøen. 

Fjordene var omkranset af en tæt rørskov, løvskov og græsmarker.