Det første landbrug

Da landbruget blev indført i Danmark, var landskabet helt dækket af urskov og havde været det i mindst 3000 år. Men nu begyndte stenalderbønderne at ændre landskabet. De fældede mindre områder af den tætte skov for at gøre plads til deres marker, og brændte skovbunden af for at tilføre jorden næring. Herefter såede man kornet i den askefyldte jord. Det var primitive hvedearter som emmer, spelt og enkorn samt byg, der var blandt de tidligste kornsorter.

Denne proces med at fælde træerne og brænde skovbunden af kaldes et svedjebrug. Ulempen ved denne metode er, at den hurtigt udpiner jorden. Derfor måtte markerne efter en kort årrække flyttes til et nyt skovareal, hvor processen blev gentaget.

Med landbruget kom også nye redskaber. Ét af de vigtigste redskaber var den slebne flintøkse, som var en nødvendighed, når der skulle fældes træer eller udhugges stammebåde. Man brugte segl til at høste kornet. De var lavet af skarpe flintflækker, som blev sat ind i et træskaft. Når kornet skulle males til mel, brugte man en skubbekværn af granit og fødevarer blev opbevaret i nye typer af lerkar.

Det vigtigste nye redskab kom i midten af det 4. årtusinde f.v.t. Det var en primitiv plov, den såkaldte ard. Denne type plov vender ikke jorden, men laver kun en fure i den. Man brugte formentlig okser som trækdyr.

Undertiden finder man spor efter stenalderbøndernes pløjning under gravhøjene. Her kan man se, at der ofte er blevet pløjet to til tre gange, før man har opgivet marken og opført gravhøjen.